En af de nye i flokken, Niels Steen Sørensen, skriver om sig selv, ”jeg tror håndværket skal skærpes,
sindet fyldes, den bevidste hjerne sættes på pause og følsomheden sættes på lærred.”
Det er en god selvindsigt, når man ser hans værkproduktion. Han spiller på et stort register med
kategorier af produkter, der løber sammen i en større helhed.
Bevægelsen går fra rejseskildringer af genkendelige landskaber og bygninger skabt med fordybet præcision,
til store farvelagte lærreder med en farvepalet og figurskabelse, der ligger udenfor tilstræbt naturalisme.
Der er et voldsomt fravalg af genkendelighed, selvom en figurlighed sniger sig ind hist og pist.
Det er mere en sindsrejse, hvor horisonten og rummet forandrer sig, for hvert hjørne Niels Steen bevæger
sig rundt om, i en egen indre rejse.
Håndværket i Niels Steens tegninger er minutiøst omhyggeligt. Dimensioner, proportioner skrues på plads
med et vågent øje, der placeres ind med perspektiv, forkortninger, vinkler og linier.
Der vandres videre over skitser, der er nonfigurative, hvor bevægelse og linieføring skaber skimtede figurer,
igen er figuren ikke det primære, men blot et sideresultat af følsomhed i skitsen. Skitseproduktionen minder
i øvrigt om Asger Jorns ”lystegninger” hvor også han tilstræbte at lukke al bevist intellektualitet ude af
billedet og kun reagere på spontane processer med at frembringe billedet.
Ser vi Niels Steens store lærreder med en farvepalet, der ligger udenfor det bekvemme, så ser vi resultatet
af en tegneproces og motivbehandling, hvor former nok presser sig frem af det malede men ikke former for
genkendelighedens skyld, det er mere konsekvenser af intense sekvenser af fordybelse, hvor Niels Steen
ikke maler for et publikum, men maler, fordi det er vigtigt for ham. Hans lærreder er en rejse indad.
Gennem Niels Steens billeder oplever man associationer over et univers, der ligger udenfor vores vante.
Niels Steen er på vej gennem livsformer – gennem urliv det syder og gærer i urhavet, og livsformer, du
ikke havde fantasi til at forestille dig, vælter op langs kanten af lærredet. Er det fødslen af nye
aliens vi overværer, er det en dommerdagsvision, tilsat moderne kykloper og midgårdsorme. Det er ikke
malerkunst for søndagsmalere eller trendy indendørsarkitekter. Man bliver stille og undres!
Men det er jo essensen af kunsten i dag – et individ har retten til at trække sit liv med sig ind og
omforme det til det udtryk, der tættest forløser den indre identitet. Niels Steen skylder os ikke noget.
Vi kan tage imod det, tage det med ind i vores egne liv, vi kan melde pas og gå videre – men vi har
fået et udsagn fra et medmenneske i en form, der er valgt af ham – det skal vi anerkende.
En anden kunstner, Christian Lemmertz, trækker på de samme spor af referencer og tekniske virkemidler,
hentet fra kunstens bagudgribende perioder, og sætter en samme nutidig fortolkning af eksistens i gang.
Det er de samme parafraser over eksistens og menneskelige vilkår. Og samme tyste form. Og fælles for begge
kan vi kalde dem desillusionerede humanister er udtrykket absolut ikke yndigt!
Niels Steen propaganderer ikke, der er ikke højtråbende budskaber i hans billeder – en sjæl i bevægelse,
en rejse i livet – det har vi fælles med ham.